Go to content

7 tips til letlæselige tekster

Er dine online tekster visuelt gode og overskuelige? Tjek her, om dit indhold lever op til de 7 regler til en letlæselig tekst.

Published maj 17, 2016

Dit indhold skal være velformuleret, relevant og skabe værdi for brugeren. Det har du selvfølgelig sørget for allerede. Artiklen her handler derfor heller ikke om indhold overhovedet, men om visuel præsentation af online tekster.

Du har kun et splitsekund til at fange din brugers opmærksomhed, så hvad nu, hvis det visuelle spænder ben for læsbarheden? Tjek her, om dine tekster lever op til disse 7 regler.

1. Vælg den rigtige font

Her er 4 eksempler på fonte, der er hhv. for høje, lave, fede eller snørklede. Test fonten online i den rigtige størrelse og vær sikker på, den er lettere at læse end dem.

Undgå også hele afsnit eller længere overskrifter i versaler (store bogstaver), der er mere anstrengende at læse.

Førhen var der en regel om, at man skulle undgå serif fonte (med fødder) online. I dag kan software og hardware dog sagtens vise alle fonte tydeligt - både med og uden fødder.

2. Hold god linjeafstand

Brug rigelig med afstand mellem linjerne. Står linjerne for tæt, fokuserer øjnene ikke på læselinjen, men smelter sammen med overliggende og underliggende linjer.

Der må dog heller ikke være så meget afstand, at læseren opfatter linjerne som enkelte afsnit. En god tommelfingerregel er en linjeafstand på omkring 140%. Lidt mere, hvis du bruger seriffer.

Husk også god afstand mellem de forskellige tekstelementer, dvs. overskrift, mellemrubrik og brødtekst.

3. Skær ned på bredden

Dine tekster må aldrig fylde computerskærmen ud fra ende til anden. Hjælp din bruger og begræns dine tekstbredde til at fylde et sted imellem 50-70 tegn pr. linje, inklusivt mellemrum og tegnsætning.

4. Tilpas længden på afsnit

Din læser er langt mere tilbøjelig til at forsætte ned af siden, hvis du serverer din tekst i små bidder. På store skærme er 4-6 linjer passende for et afsnit, før øjet har behov for en pause, men har du primært trafik fra smartphones, bør arbejde med endnu mindre afsnitslængder.

5. Brug gerne mellemrubrik

Fordi alle læsere primært skimmer tekster fremfor at læse dem grundigt, kan du med fordel sætte en mellemrubrik ind, der uddyber overskriften og kort præsenterer hovedbudskabet i din tekst.

En mellemrubrik bør visuelt adskille sig fra brødteksten fx ved at være større, men fokus bør altid være på selve overskriften. Når læseren hurtigt kan identificere de to, kan han/hun også hurtigt afgøre, om resten af teksten er værd at læse.

Når det visuelle er på plads, kan du læse mere om content marketing og selve indholdet i dine online kanaler.

6. Variér med punktopstilling

Har du en række argumenter, fordele eller andre opremsninger i din tekst, så brug altid punktopstilling. Det er lettere at læse, og den skimmende læser vil næsten altid sætte farten ned her.

7. Husk farvekontrast

Kontrastfattige tekster er skidt for læsbarheden, fordi det er meget anstrengende for øjet at læse. Sørg derfor for at have en lys nok baggrund og mørk nok tekst. Pas også på med den omvendte; lys tekst på mørk baggrund. Det kan se lækkert ud, men fungerer dårligt til længere tekster.

Husker du disse 7 regler til din online tekst, er der langt større chance for, at dit indhold bliver læst. God fornøjelse med din næste tekst!

Vil du gerne vide mere om letlæselige tekster, så kontakt mig gerne:

René Bygballe
Head of Tracking & SEO Strategy
Send mig en email