Go to content

Thought leadership: 5 trin til at komme godt i gang

Hvis du aktivt arbejder med en thought leadership-strategi, kan du skabe et troværdigt navn og blive en førende ekspert i din branche. Men hvad kræver det, og hvordan tager du hul på processen? I denne artikel giver vi dig 5 essentielle trin til at komme godt i gang med thought leadership.

Published marts 5, 2025

I en verden med konstant informationsstrøm er det afgørende at skille sig ud som en troværdig og værdiskabende stemme. Thought leadership handler om mere end blot at dele viden – det opbygger tillid, styrker din autoritet og gør dig til en naturlig go-to-person i din branche. Ved at dele indsigt og perspektiver kan du ikke bare påvirke debatten, men også skabe stærkere relationer og nye forretningsmuligheder.

 

Hvad er thought leadership? 

Du er sikkert allerede stødt på begrebet, men hvad er det nu lige, det er? Thought leadership betyder, at du eller din virksomhed tager lederskab som førende eksperter i jeres branche.  

I positionerer jer som en ekspert, som målgruppen (og også gerne medierne) har tillid til – og som er med til at sætte dagsordenen for de ting, der sker og diskuteres i jeres branche.  Det gør I ved aktivt at dele viden, indsigter, analyser og meninger om relevante emner. Alt sammen i form af indhold, som skaber værdi for jeres målgruppe. 

 

Skab et troværdigt navn i din branche 

Thought leadership er en langsigtet strategi, som brander dig eller din virksomhed og indprenter jeres navn hos målgruppen. Strategien giver jer troværdighed og autoritet i jeres branche og skaber en forbindelse til målgruppen, som på sigt kan føre til salg. 

Du skal derfor ikke se thought leadership som en metode, du bruger til at sælge dine produkter eller ydelser allerede i dag eller i morgen. Det er en strategi, du investerer i nu og høster frugterne af senere. Hvis du lykkes. 

 

5 trin til at komme i gang med thougt leadership 

Det lyder jo alt sammen attraktivt, men hvordan kommer du helt konkret i gang? 

Vi vil ikke lægge skjul på, at det kræver hårdt arbejde og en ihærdig, strategisk og kontinuerlig indsats. Du kan ikke opnå thought leadership-status på en måned. 

Er du stadig klar på at komme i gang? Herunder har vi samlet fem trin, som du med fordel kan gennemgå for at komme godt i gang med arbejdet. 

 

Find din niche og målgruppe 

Til at begynde med skal du overveje, hvilke emner du og din virksomhed kan bidrage med viden, indsigter og meninger om. Hvad er I så førende eksperter i, at I kan omsætte jeres viden til indhold, der giver målgruppen værdi? 

Og apropos målgruppen; hvem er dét? Hvem vil I gerne nå ud til? Hvilke temaer søger de viden om, hvilke udfordringer mangler de løsninger til, og hvilke spørgsmål søger de svar på?  

I den første fase lægger I altså grundstenen til jeres thought leadership-strategi. Her kan I med fordel samle et team af relevante personer i virksomheden, som sammen finder frem til svar på alle disse spørgsmål. Så er I nemlig klar næste skridt. 

 

Find frem til jeres format og procedure 

Når I har taget de relevante strategiske beslutninger, er I klar til at grave et spadestik dybere. Nu er det tid til at blive konkrete. Først og fremmest skal I beslutte, hvilken type indhold, I skal udkomme med, og hvilke kanaler I skal anvende. 

Stil jer selv følgende spørgsmål: 

  • Hvor fanger I bedst jeres målgruppe? 
  • Skal I skrive artikler, blogindlæg, white papers, nyhedsbreve eller opslag på LinkedIn? Eller skal I afholde webinarer og events? Måske starte en podcast? Skrive en bog? 
  • Hvem er ansvarlige for thought leader-indsatsen?  
  • Hvem skal være afsender på indholdet? Det kan være en CEO eller måske en faglig spydspids inden for ét konkret område. 
  • Hvordan skal tone of voice være (defineres alt efter afsender og målgruppe)? 

 

Find inspirationskilder til jeres indhold 

Det er desuden relevant for jer på forhånd at afsøge forskellige kilder, som skal inspirere jer til indhold. Thought leadership handler ikke blot om at vågne op hver morgen og tænke “hvad har jeg lyst til at tale om i dag?”. 

Det er vigtigt, at I hele tiden følger med i, hvilke emner og udfordringer, der er på dagsordenen inden for jeres branche. Og så skal I selvfølgelig holde jer opdaterede om alt nyt, der måtte røre sig. 

  • Hvilke undersøgelser, data og statistikker skal I holde øje med, så I kan komme med jeres take og analyser på emnerne? 
  • Hvem og hvilke virksomheder skal I følge på LinkedIn, så I er opdaterede om nye temaer og tendenser i markedet? Er der nyhedsbreve, I skal læse? 
  • Måske giver det også mening at inddrage et social listening tool, som kan hjælpe jer med at holde jer opdaterede på, hvilke emner og problematikker, der bliver omtalt. 

Det kribler måske i fingrene for bare at komme i gang med at producere content, og det er godt. Men hvis du arbejder med trin 3 og får startet nogle gode processer op, vil det hurtigt lønne sig og gøre det nemmere for dig at holde et kontinuerligt og relevant flow af dit indhold. 

 

Læg en plan og skab jeres indhold

Det fjerde trin i processen er at lægge en contentplan og herefter begynde at producere indholdet. I skal beslutte jer for, hvor ofte I vil udkomme med hvad. I kan med fordel lave en contentplan for de kommende 3-6 måneder, så I træner jer selv i at tænke i indhold og temaer, der fungerer over tid. 

Husk at være realistiske, så I ikke planlægger 10 white papers men reelt kun har tid til at producere to. Når planen er på plads, er I sådan set klar til at begynde at producere indholdet og dele det. Og så gælder det ellers om at åbne øjnene og holde øje med, hvordan målgruppen reagerer. 

 

Analysér og tilret din indsats

Når I begynder at publicere jeres indhold, er det måske fristende at springe direkte videre til det næste i contentplanen, som skal publiceres. Men så let slipper I ikke.  I skal huske at sætte tid af til evaluering af indholdet, så I har mulighed for at tilrette jeres indsats løbende. Hold øje med, hvordan målgruppen reagerer.

Hvilken feedback får I?

Er der typer af indhold, der klarer sig særligt godt – og omvendt? 

I kan selvfølgelig bruge Google Analytics, LinkedIn Insights osv. til at tracke jeres performance. Men husk også at medregne de kommentarer, beskeder osv., som I modtager som feedback fra målgruppen. Ved at holde godt øje kan I løbende justere strategien og contentplanen, når I begynder at få en føling med, hvad der virker bedst efter hensigten. 

Sådan! Nu kender du til alle de fem trin, du skal igennem, når du vil arbejde med thought leadership. Sæt i gang.  

Skal vi hjælpe dig med at skabe en stemme i din branche?