En levende side til et levende parti
En stor del af den politiske debat og det lokalpolitiske engagement er i stigende grad flyttet fra de fysiske møder i forsamlingshuse og medborgerhuse over på sociale og digitale medier. Partisoldaten er ikke længere blot kendetegnet ved at være ham, der balancerer på en stige op ad en lygtepæl på valgkampens første dag eller står halvfrossen i gågaden og deler roser ud. Faktisk er den typiske kernevælger sjældent medlem af partiet, og derfor kræver det nye værktøjer og nye metoder at engagere morgendagens vælgere – også selvom Socialdemokratiet fortsat er landets største parti målt på medlemmer og vælgeropbakning.
Den erkendelse har fået Socialdemokratiet til at opruste digitalt – i første omgang med et nyt website, der skal være omdrejningspunktet for den digitale kommunikation fra Socialdemokratiet og være ”en levende side til et levende parti”
Fra opslagsværk til politisk inspirationskilde
Det nye website skulle være mere end blot et opslagsværk, hvor man bare kunne finde adressen på lokalafdelingen eller navnene på medlemmerne af hovedbestyrelsen – som havde været et af de primære anvendelsesformål ved det tidligere website. Socialdemokratiet ville favne bredere og bruge webplatformen til at være politisk inspirationskilde.
På Socialdemokratiet.dk er der blandt andet introduceret et menupunkt, som hedder ”Det vil vi”. Det ville i en partipolitisk verden nok tidligere have heddet ”Vores politik”. Og ligeledes med menupunktet ”Vær med” som i klassisk politik nok ville hedde ”Bliv medlem”. Det er blot to mindre, konkrete eksempler på, at websitet skal være noget mere og andet end blot et opslagsværk for vælgere og medlemmer. Websitet skal præsentere kernebudskaber, skabe engagement, skabe en bevægelse, fordi man tror på ting, være en platform med budskaber, som de besøgende skal kunne mærke og føle, er relevante.
En af tankerne med det nye website er derfor også, at der skal produceres meget mere content – det kan være i forbindelse med en aktuel debat, en aktuel kampagne, en mærkesag eller lignende. Her skal den besøgende drives ind – typisk via andre kanaler – til Socialdemokratiet.dk og finde spændende indhold. Måske det får læseren til at bevæge sig rundt og læse om andre emner, måske læseren tilmelder sig nyhedsbrevet eller får lyst til at komme tilbage og læse om et andet emne senere. Kodeordene er inspiration og engagement. Og der er masser af involverende skridt inden en person måske beslutter sig for at blive medlem af partiet.
Menupunktet ”Det vil vi” er det sted på websitet, man vil gå ind og kigge, om man kan spejle sig i Socialdemokratiets holdninger og mærkesager, når man overvejer, hvor man vil sætte sin stemme eller ligefrem overvejer et medlemskab. Det er her, vi skal være skarpe i at præsentere vores politik og forhåbentlig vinde dig for en eller anden sag, som rører dig.
Og derfor skal vi jo drive en masse trafik ind til websitet fra andre kanaler.
Vi vil gerne inspirere folk, vise dem, hvad vores mærkesager er og give dem muligheden for at engagere sig på et niveau, som de har lyst til. Det kan være alt fra at grave sig ned i et emne, læse mere om vores politik, gå til arrangementer i lokalforeningen eller blive medlem. Her skal Socialdemokratiet.dk være det digitale anker for alle de muligheder. Man skal let kunne bevæge sig rundt og søge inspiration – og det synes jeg, at vi lykkes med.