Go to content

Novicell indstiller alle aktiviteter på TikTok

Novicell Pressemeddelelse per 16. marts 2023 Det digitale konsulenthus Novicell stopper med at hjælpe sine kunder med at markedsføre sig på TikTok. Beslutningen kommer efter længere tids debat om, hvad der sker med de data, som det sociale medie indhenter på sine brugere.

Published marts 16, 2023

Novicell Pressemeddelelse per 16. marts 2023

Hvis man som virksomhed vil have hjælp til at markedsføre sig på det sociale medie TikTok, kan man ikke længere få hjælp fra et af landets største digitale konsulenthuse, Novicell. 

Konsulenthuset har nemlig besluttet at indstille alt arbejde på TikTok.

Beslutningen kommer efter, at Center For Cybersikkerhed (CFCS) tidligere på måneden gik ud og frarådede at installere TikTok på tjenstlige enheder, som anvendes af statslige myndigheder. 

- Vi er en virksomhed som tager stilling og har klare holdninger til, hvordan vi bør tjene vores penge. Og vi har bestemt ingen interesse i at understøtte en platform, der giver det kinesiske styre mulighed for systematisk at indsamle data på en masse unge mennesker, og derfor kan vi heller ikke på nuværende tidspunkt hjælpe vores kunder med at markedsføre sig på TikTok, siger Per Kirchner, adm. direktør i Novicell. 

Dermed åbner han også for, at det godt kan være anderledes i fremtiden. 

- Så længe, TikTok indsamler så mange personfølsomme data, som de gør, og så længe disse data er i en reel risiko for at falde i hænderne på et styre uden demokratisk kontrol, så kommer vi ikke til at arbejde med TikTok. Hvis tingene ændrer sig, og hvis Center For Cybersikkerhed konstaterer forbedringer, vil vi naturligvis tage vores stillingtagen op til genovervejelse. Men som det ser ud nu, ønsker vi ikke at hjælpe vores kunder med at anvende deres markedsføringsbudget på TikTok-platformen, siger han.   

Kritik af kinesisk sikkerhedslovgivning

Da CFCS tidligere på måneden frarådede at installere TikTok på tjenstlige enheder, gik kritikken på, at TikTok beder om meget vide rettigheder og adgange på brugernes enheder. 

Blandt andet giver app'en mulighed for at indsamle informationer og knytte dem til brugerens identitet. Det gælder blandt andet oplysninger om lokalitet, kontakter og browserdata m.m. 

Ved anvendelse af TikTok giver brugeren almindeligvis også adgang til den mobile enheds mikrofon og kamera.

- TikTok er naturligvis ikke det eneste sociale medie, der indsamler data på sine brugere, men det er omfanget, der er bekymrende, sammen med det faktum, at de personfølsomme oplysninger risikerer at havne i hænderne på et styre, hvor man ikke har nogen demokratiske rettigheder. Det er på den baggrund, at vi har valgt at følge anbefalingen fra CFCS og afvikle alle vores aktiviteter på TikTok, siger Per Kirchner. 

Novicell rådgiver nogle af landets største virksomheder om at drive forretning online. Virksomheden beskæftiger godt 400 medarbejdere fordelt på syv afdelinger i Aarhus, København, London, Oslo, Stockholm, Amsterdam og Barcelona.

Har du spørgsmål, så kontakt mig gerne?