Derfor gennemgår vi her de 5 mest almindelige faldgruber inden for webtilgængelighed – og hvad du kan gøre for at undgå dem. Ved at tage de første skridt i den rigtige retning mod øget webtilgængelighed åbner du din forretning for flere personer, mens du styrker compliance med ny EU-lovgivning. Så hvad venter du på? Lad os komme godt fra land.
Manglende alternative tekster til billeder
Billeder uden alt-tekster er som skilte uden tekst – de giver ingen mening for brugere, der anvender skærmlæsere. Hvis dine billeder ikke er beskrevet korrekt, mister nogle brugere konteksten.
Husk derfor altid at udfylde feltet til alternativ tekst, når du uploader billeder. Og nej, "billede1.jpg" er desværre ikke en tilstrækkelig beskrivelse. Fortæl i stedet helt kort og præcist, hvad billedet viser – fx "En kvinde bruger sin smartphone til at bestille løbesko."
Dårlig kontrast mellem tekst og baggrund
Hvid tekst på en lys grå baggrund kan måske se smart ud, men for mange personer er det en sand gyser at læse. Dårlig kontrast er en af de mest udbredte fejl, som gør det svært – eller nærmere umuligt – for brugere med synsudfordringer at opfatte indholdet.
Du skal derfor teste kontrasten på dit website med værktøjer som for eksempel WebAIM Contrast Checker. Sørg for, at tekst og baggrund har en kontrast ratio, der opfylder de specifikke webtilgængelighedskrav. Det gør en afgørende forskel for læsbarheden.
Tastaturnavigation, der ikke fungerer
Vidste du, at mange brugere navigerer websites udelukkende med tastaturet? Hvis man ikke har mulighed for at tabbe sig logisk gennem menuen eller få adgang til vigtige funktioner uden en mus, er det et stort problem for dem, der er afhængige af tastaturnavigation. Potentielt betyder det, at de bouncer fra dit website og i stedet søger over mod konkurrenten.
Det bedste, du kan gøre, er at teste dit website uden brug af mus – men kun bruger tastaturet. Kan du navigere problemfrit gennem menuen, formularer og links? Hvis ikke, skal du kigge nærmere på din kode og sikre, at dine interaktive elementer er korrekt implementeret.
Forkert brug af overskrifter
Præformateret styling af overskrifter er ikke kun til for at gøre teksten flot – de skaber struktur og gør det lettere for brugere, især dem med skærmlæsere, at forstå indholdet. Hvis du springer fra en overskriftsformatering H1 til en H4, uden en logisk rækkefølge, risikerer navigationen at blive kaotisk.
Brug derfor overskrifter hierarkisk og konsekvent: H1 til sidens hovedtitel, H2 til underoverskrifter og så videre. Brug ikke en H3 et ulogisk sted, bare fordi den ser pænere ud. Design kan altid tilpasses uden at ødelægge strukturen.
Videoer uden undertekster eller tekstbeskrivelser
Har du ikke undertekster på dit websites videoer betyder det, at brugere med hørenedsættelse ikke får adgang til vigtig information. Det er som at gå i biografen, hvor lyden er blevet fjernet.
Du skal derfor tilføje undertekster til alle videoer. Er det en kompleks video, bør du også overveje en tekstbeskrivelse af det visuelle indhold. Der findes værktøjer som eksempelvis YouTube Studio og Amara til at lave undertekster hurtigt og nemt.
Tilgængelighed er en investering i bedre brugeroplevelser
At fokusere på webtilgængelighed er en investering i at skabe en bedre og mere inkluderende digital oplevelse for alle dine brugere. Øget tilgængelighed er en proces, hvor selv små forbedringer kan gøre en stor forskel. Så start med disse fem trin, og byg videre derfra.
Er du usikker på, hvor tilgængeligt dit website er? Vi kan hjælpe dig med en grundig webtilgængelighedsanalyse, der afdækker både små og store forbedringsområder. På den måde kan du være sikker på, at dit website bliver mere tilgængeligt for alle.
Behov for professionel rådgivning?
Vi står klar til at hjælpe dig med at gøre dit website bedre for alle brugere. Uanset om du har brug for rådgivning, teknisk sparring eller en komplet analyse, kan vi guide dig hele vejen. Kontakt os allerede i dag, og lad os tage en snak om, hvordan vi kan optimere dit websites tilgængelighed.
Vil du have endnu mere viden om webtilgængelighed?
Vi har samlet en praktisk tjekliste til designeren, udvikleren og redaktøren samt en guide til nogle af de bedste tools, der hjælper dig med at gøre dit website tilgængeligt for alle.
Med vores tjekliste og tools kan du få en overskuelig vejledning til at finde ud af hvad der skal gøres for at dit website opfylder kravene.