Den østjyske slikproducent Carletti, som står bag danske slikklassikere som Skumbananer, P-tærter, Bridge Blanding og Chokolade Knapper, har sammen med det digitale konsulenthus Novicell taget første skridt mod at flytte mere af virksomhedens B2B-salg over på nettet.
Det er dog ikke de kendte slikklassikere, som Carletti her og nu ønsker at afsætte via nettet. Samarbejdet med Novicell handler først og fremmest om at skalere virksomhedens internationale B2B-salg af chokoladelinser – et produkt, der blandt andet bruges i produktionen af kager, is og mejeriprodukter over hele verden, forklarer Jakob Legind, Group Export Director i Carletti.
- Vi har et produkt med et stort internationalt potentiale, som vi vil forsøge at indfri. Men vi er også meget bevidste om, at vi ikke har ressourcer til at ansætte et stort team af sælgere, som kan rejse verden rundt for at besøge potentielle kunder. Derfor sætter vi nu strøm til salget, siger han.
Det er dog ikke helt ukompliceret at etablere international webshop for fødevarer, erkender Jakob Legind.
- Udover de sproglige udfordringer skal webshoppen også håndtere mange forskellige landes restriktive fødevarelovgivninger. Derudover er det også et spørgsmål om kultur. Vores industrikunder er vant til at møde vores tekniske sælgere ansigt til ansigt og i samspil udvikle løsninger, som er tilpassede den enkelte kunde. Men i takt med stigende efterspørgsel efter vores chokoladelinser samt general vækst i B2B-onlinehandel, ser vi et stort potentiale i lanceringen af et digitalt alternativ, som supplement til den traditionelle måde at sælge chokoladelinser, siger han.
Kompliceret løsning
I forbindelse med arbejdet med Carlettis nye e-commerce platform har virksomheden også udviklet en række innovative digitale værktøjer – herunder en digital konfigurator, hvor kunden har mulighed for at designe sine egne chokoladelinser online.
- Det lyder måske lidt som en ’nice to have’-gimmick, men vores chokoladelinser bliver først og fremmest brugt i produktionen af kager, is og mejeriprodukter. Derfor kan der være meget specifikke krav til vores produkter. De krav kan denne løsning indfri, og så viser det samtidig lidt om, hvor solid en logistikløsning vores nye ecommerce-løsning også er, når man kan tilføre den slags fleksibilitet i en international webshop, siger Jakob Legind.
Stor transformation
Arbejdet med den nye ecommerce-løsning er en del af en større digital rejse, som Carletti har indledt sammen med Novicell.
- Det arbejde, som Carletti er gået i gang med, er mere end blot at sætte strøm til en onlinebutik og beslutte, hvilke farver knapperne skal have. I dette tilfælde handler det om at bygge hele logistikken op omkring løsningen og integrere den i virksomhedens ERP-system. Så ikke nok med, at Carletti nu skal lære kunderne at købe online, der er også en stor omstilling, som man skal igennem internt. Det er ikke noget, som man gør på en formiddag – det er proces, som kommer til at løbe over flere år, siger Morten Longgaard Knudsen, Business Unit Director hos Novicell.
Se mere på shop.carletti.com.