BAUHAUS indgår et strategisk partnerskab med Novicell
BAUHAUS’ online forretning er vokset eksplosivt de seneste år, og under coronanedlukningen er byggemarkedskædens systemer og forretningsgange blevet sat under yderligere pres af kundernes ønske om at handle online.
Derfor styrker BAUHAUS nu sit strategiske fokus på online forretningen.
Det fortæller Carsten Ostenfeldt Humlum, digital forretningsudviklingschef i BAUHAUS.
- Det her er langt mere end blot en opgradering af vores webshop. Vi igangsætter en markant styrkelse af hele den måde, vi driver forretning på online. Vi skal være bedre til at understøtte kundernes behov gennem hele købsprocessen. Det gør vi blandt andet ved at styrke dialogen med kunderne på tværs af platformene, og derfor skal vi også være langt mere datadrevne og bedre til at udnytte de muligheder, der er i marketing automation, AI og intelligente produktanbefalinger, siger han.
- Samtidig ensretter vi flere processer på tværs af vores 18 varehuse, så vi sikrer en mere ensartet købsoplevelse og en mere effektiv forretning. Det er et omfattende arbejde, vi nu sætter i gang, siger Carsten Ostenfeldt Humlum.
Online som forretning
Da BAUHAUS lancerede sin første webshop for snart seks år siden, var det i høj grad for at give kunderne mulighed for at handle de mest populære varer uden for varehusenes åbningstid. I dag er webshoppen blevet en vigtig del af BAUHAUS’ samlede forretning.
Derfor har BAUHAUS også valgt at indgå et strategisk partnerskab med Novicell.
- Vi har brug for en samarbejdspartner, som er mere end blot et teknisk team, der sikrer driften af vores platform – det skal Novicell naturligvis også, men de bliver også en tæt samarbejdspartner, når det handler om at udvikle vores forretning gennem digitale tiltag, siger Carsten Ostenfeldt Humlum.
Indgår i digitalt team
Novicell indgår i BAUHAUS’ digitale team bl.a. sammen med bureauerne Raptor og Heyloyalty.
- Det her er måske en af de mest ambitiøse, digitale omstillingsprocesser, som Novicell har medvirket til de senere år. BAUHAUS ønsker at skabe det bedst tænkelig fundament for at udvikle sin forretning online, og vi glæder os over at få lov at være en del af denne rejse sammen med to andre bureauer, der ligesom os er kompromisløse i deres tilgang til at udvikle digitale løsninger, siger Jan Overgaard, Client Director hos Novicell.
Vi overtog ansvaret for driften af BAUHAUS’ platform midt under coronanedlukningen og er allerede i fuld gang med de første opgaver sammen med BAUHAUS.
Om BAUHAUS
BAUHAUS er en af Europas største byggemarkedskæder med mere end 300 varehuse i 19 lande. BAUHAUS åbnede det første varehus i Danmark i 1988 og er i dag repræsenteret i 18 byer.
Deres stærke position i markedet skyldes blandt andet, at de tilbyder branchens største udvalg under ét tag til både håndværkere og private. For alle som arbejder i BAUHAUS har kunden altid første prioritet.